Om Bogø

- en ø i bevægelse

Flot natur


Vi ønsker, at naturen er tilgængelig og beskyttet. Der er mange stier øen rundt, gode forhold for sejlere, kajakroere, fritidsfiskere og andre havaktiviteter, to skove og grønne arealer i byen og ved strandene.

Levende kultur


Bogø har været beboet fra de ældste tider. Vi ønsker, at de mange kulturminder gøres synlige. Byen er præget af, at øens befolkning i stort tal har været søfolk. Vi ønsker dette præg opret-holdt ved en nænsom restaurering og en løbende vedligeholdelse. At øen er en landbrugsø, og har været det altid, har sat sig flotte spor f. eks. i form af en markant vindmølle og flere gamle gårde.

Skoleø


Bogø er en skoleø. I dag tegnet af Bogø Kostskole/Idrætsefterskolen Grønsund, men tidligere også af en navigationsskole, en rytterskole, en kommuneskole samt en observationsskole.

De mange udefra kommende elever har gjort det muligt at opretholde mange aktiviteter og have gode faciliteter. Bogø er præget af mange og meget aktive foreninger.

Attraktiv bosættelse


Der boede mennesker på Bogø i stenalderen og har gjort det lige siden. Bønder, fiskere og søfolk. Siden hen også håndværkere og handlende. I dag er befolkningen bredt sammensat, og der er mange børnefamilier. Bogø har en fuldt udbygget skole og en integreret børneinstitution.

Vi ønsker en fortsat tilflytning, men også en grænse for hvor mange indbyggere øen kan rumme uden at miste sit særpræg.

Naturen og omgivelserne


Der er få steder på Bogø, hvor man ikke kan se vandet fra.

Østerskov er øens gamle skov, medens Vesterskov er plantet i nyere tid. Der er afsat yderligere arealer til skovrejsning i forbindelse med begge skove.

I Østerskov findes adskillige fortidsminder. Hulehøj ved skovpavillonen er den mest velbevarede, men der er flere andre gravhøje, ligesom der er markante spor af en jernalderlandsby.

Sagnet om Bogø


Ifølge sagnet om Bogø var kongen af Bogø i krig med Kong Hans af Vålse (falster). Da kongen på Bogø blev dræbt , bad dronningen Kong Hans af Vålse om fred. Aftalen blev at freden skulle vare til den sæd dronningen såede var modnet. Kong Hans accepterede aftalen og drog tilbage til Falster. Derefter såede den kloge dronning bog, og dermed opstod de 2 skove Øster- og Vesterskov. Kong Hans holdt sin aftale og vendte aldrig tilbage til Bogø.

Vesterskov blev fældet i 1769 i forbindelse med Bogøs løskøbelse fra Kronen. Træet blev brugt som betaling. Prisen blev 18.456 rigsdaler. Møllen blev købt med for yderligere 61 rigsdaler.