Regningshysteri hærger Bogøs erhvervsliv

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
12. august 2016 09:33


Regningshysteri hærger Bogøs erhvervsliv
Bogø Erhverv og Handelstandsforening advarer nu sine medlemmer om at et sandt regningshysteri har ramt Bogø og truer den fortsatte vækst i erhvervslivet. ”Det bliver hurtigt svært at tjene penge, hvis man skal rende og udstede regninger på alt muligt” udtaler en ikke-navngiven lokal forretningsdrivende, der også peger på truslen fra MobilePay.
Det er Bogø Erhvervs- og Handelstandsforening, der i sit ugentlige medlemsbrev advarer sine medlemmer mod det hastigt voksende regningshysteri. Foreningen har modtaget flere henvendelser fra medlemmer, der kan fortælle om en foruroligende stigning i antallet af kunder der efterspørger en regning på udført arbejde eller sågar solgte varer.

”Der er set flere tilfælde, hvor kunden først har efterspurgt en regning ved betalingen – hvilket betyder at vores medlemmer både får forøget deres administration i en helt urimelig grad – men også pådrager sig et tab fordi prissætningen naturligvis har været for lav” hedder det bl.a. i medlemsbrevet.

Også mobilepay truer det frie, lokale næringsliv anføres det i medlemsbrevet. Der har været en forståelse for at en håndværksmester eller en forretningsdrivende ikke lige havde en dankortterminal ved hånden, hvorfor der blev betalt kontant – men mange af Bogø´s turister og sommerhusejere har en klar forventning om at mobilepay er en mulighed. ”En klar trussel mod det lokale frie næringslivs muligheder” hedder det i medlemsbrevet.

Medlemsbrevet citerer også en anonym brugsuddeler, der fortæller at man i Dagli´ Brugsen har måttet indføre ny kassepraksis, idet man er gået fra et princip om at man kun udlevere en kvittering såfremt kunden udtrykkeligt efterspurgte en sådan – til en praksis hvor kassemedarbejderen aktivt spørger om kunden ønsker kvittering.

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.