Bogø Mølle optaget på UNESCO`s Verdensarvliste

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
29. september 2019 09:14


Bogø Mølle optaget på UNESCO`s Verdensarvliste. Foto Andreas Luskus
UNESCO´s Verdensarvskommision har offentliggjort de nye navne på listen – og her er Bogø Mølle kommet på listen i selskab med Taj Mahal (Indien), Babylon (Irak) og Vatnajökul (Island).
”Meget ærefuldt – men også meget fortjent” udtaler formandinden for Bogø Mølles Marketingsudvalg, Lilian Bahnehoff.

Udvælgelsen er sket på Verdensarvskomiteens 43. møde i Aserbajdsjans hovedstad Baku, afholdt fra 30. juni til 10. juli. Listen omfatter steder af stor kulturel og eller naturlig betydning og i alt 35 nomineringer blev taget op til vurdering, herunder den betagende Vatnajökull Nationalpark i Island, byen Jaipur i Indien, den forhistoriske by Bagan i Myanmar og de biodiversitetsrige Hyrkaniske skove i Iran – og så Bogø Mølle, hvor det er marketingsudvalget, der har udformet ansøgningen.

”Bogø Møllelaug har hele tiden haft den klare overbevisning at netop Bogø Mølle´s kulturelle og arkitektoniske værdier rækker langt udover det Bogø´ske lokalsamfund – men vores kontakt med de mange udenlandske besøgende viste os at det rent faktisk er en verdensarv, der ligger i Bogø Mølle” fortæller Lilian Bahnehoff, der som formandinde i marketingsudvalget har stået i spidsen for arbejdet med ansøgningen.

Og det har været et krævende arbejde, fortæller Lilian Bahnehoff. Ansøgningsformularen var særdeles krævende og meget udførlig. Således har udvalget været på studietur til både kongeriget Bhutan for at studere det 7.570 m høje bjerg Gangkhar Puensum på grænsen til Tibet, foruden Tubæk Mølle og Koldinghus.

”Men alt besvær er helt glemt nu” siger Lillian Bahnehoff ”Nu glæder vi os blot over at være kommet på UNESCOs verdensarvsliste og vil nu drøfte mulighederne for at kunne tage entre, da vi forventer at vi nu kommer langt over de 150 besøgende vi har haft i gennemsnit igennem de sidste år og derfor kan det blive nødvendigt med en udbygning af såvel cafemulighederne som toiletfaciliterne”.

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.