DRIFTSOPGAVER DER KAN BLIVE KRITISKE LØSES SNAREST

Af Vordingborg Kommune
30. marts 2020 07:28


MEDARBEJDERE I TRAFIK OG EJENDOMME ER ALLEREDE GÅET I GANG. Foto: Vordingborg.dk
På baggrund af regeringens seneste udmelding om, at restriktionerne i forbindelse med Corona-udbruddet skal fortsætte til den 13. april 2020 har Vordingborg Kommune vurderet, at driftsopgaver som ikke er direkte omfattet af at være kritiske, men som på sigt kan blive en kritisk opgave at løse, vil blive løst mens tid er.
Det kan få store økonomiske og brugsmæssige konsekvenser hvis de udvalgte opgaver ikke bliver løst nu. Derfor møder enkelte medarbejdere i Afdelingen for Trafik og Ejendomme på arbejde. De overholder selvfølgelig myndighedernes retningslinjer for at undgå smittefare, og der vil derfor også kun være en medarbejder i hver bil. De steder hvor der kræves to til at udføre en opgave, vil der blive holdt forsvarligt afstand, og værnemidler er til rådighed for at beskytte medarbejderne.

Andre medarbejdere i Trafik og Ejendomme har også stillet sig til rådighed for at bistå løsningen af kritiske funktioner på pleje- og omsorgsområdet og indgår således i et samlet nødberedskab, der sikrer borgerne bedst muligt mod corona i denne tid.

”Der vil i de kommende uger blive slået græs på Vordingborg Kommunes fodboldbaner. Det er nødvendigt for at sikre, at boldbanerne kan benyttes og ikke vokser til. Når Danmark åbner op igen, står en masse klubber og sportsglade børn og voksne klar til at få pulsen op. Det vil vi gerne bidrage til kan lade sig gøre, så fællesskabet igen kan dyrkes," siger Michael Larsen, formand for Udvalget for Plan og Teknik.

Udover det så påbegynder vores driftsfolk pasning og forårsklargøring af forskellige grønne områder, her i blandt Historisk Botanisk Have og Frederiksmindeanlægget, som hvert år nydes af mange borgere og turister, som vi ser frem til at få besøg af igen. Langs landevejene står ”snestokke” i rabatterne som snerydgningsfolkene navigerer efter i snevejr. Disse er til gene for de mange landmænd som i denne tid er startet på markarbejdet og har brug for at vejene er farbare og fremkommedelige til store maskiner. Derfor er det også en opgave, som vi vælger at prioritere nu” siger Michael Larsen.

I det åbne land og i de mindre byer er der opsat 270 skraldespande, som i de kommende uger fortsat bliver tømt, så rotter og overfyldte skraldespande undgås, og vi kan sikre borgernes hygiejne, også i det fri. De offentlige skraldespande i de tre købsstæder, Præstø, Stege og Vordingborg vil også fortsat blive tømt. Der henstilles til, at de offentlige skraldespande ikke bruges til ”mini genbrugspladser”. Kommunen er i nødberedskab, og der er ikke ressourcer til, at håndtere så store mængder forskelligartet affald.

”Vi servicerer fortsat kommunale bygninger som rengøring og vedligehold, renovering og anlæg. Vi fortsætter med at etablere nye veje og stier og byggemodne, så vi kan understøtte erhvervslivet og bidrage til, at de økonomiske konsekvenser ikke bliver for store for virksomhederne. I Klintholm havn har vi igangsat et stort anlægsprojekt, der i fremtiden bliver servicehavn for vindmølleparken Kriegers Flak. De erhvervsrettede aktiviteter fortsætter også uændret” siger Michael Larsen.

De ni kommunale lystbådehavne er lukkede indtil videre. Det betyder at havnekontorene er lukkede, at toiletter og bad er låst af, og forårsklargøringen er udskudt. Havnene vil ikke blive serviceret før andet bliver meddelt.

Kilde: vordingborg.dk





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.