BETAL DIN Ø-SKAT MED GLÆDE

Af John P. , Bogø Portalen
13. marts 2024 16:29


BETAL DIN Ø-SKAT MED GLÆDE
I disse dage er der megen opmærksomhed på SKAT´s årsopgørelse – og som bekendt er den danske skat det ”kontingent” vi alle betaler for at få del i de fælles goder.

Bogø-portalen er så blevet gjort bekendt med et helt nyt – og vistnok meget lokalt – begreb, som fortjener en uddybning, da det er til gavn og glæde for vores lokalsamfund.

Det handler om Ø-SKAT som indledningsvist kan defineres således:
”Ø-SKAT er ikke-aktivitetsbaserede foreningskontingenter, der betales til foreninger, hvis formål og virke understøtter det lokale fællesskab”.

Baggrunden er, at der grundlæggende er 2 forskellige slags foreninger: Dem hvor man skal være medlem for at deltage - og så dem hvor aktiviteten er for alle, uanset om man er betalende medlem eller ej.

Ø-SKAT adskiller sig derfor fra de traditionelle kontingenter, hvor man betaler for at deltage i foreningsaktiviteter, som f.eks. BIF – Bogø Idrætsforening´s afdelinger, Bogø Sejlklub, Bogø Fitness og alle de andre aktivitetsbaserede foreninger, vi er begunstiget med på vores lille lysegrønne ø.

Men vi har heldigvis også en række foreninger, hvor foreningens formål og virke rækker meget bredere ud og hvor foreningens aktiviteter er til gavn for hele lokalsamfundet – og også diverse besøgende/gæster og turister. Der er i denne sammenhæng tale om foreninger, hvor der ikke betales kontingent og så dem hvor man kan betale kontingent – denne sidste gruppe er altså omfattet af begrebet Ø-SKAT.

Her på Bogø er det f.eks.:

Foreningen Vesterskov, hvis formål er at plante, drive og vedligeholde Vesterskov – og som alle kan besøge og benytte.

Bogø Portalen, hvis formål er at understøtte lokalsamfundet ved, dels at drive hjemmesiden Bogø.eu – samt tilhørende Facebook og dels være ”fødselshjælper” til nye aktiviteter og sammenslutninger.

Bogø Forsamlingshus, hvis formål er at drive og sikre driften af vores allesammens forsamlingshus.

Bogø Møllelaug, hvis formål er at drive og vedligeholde Bogø Mølle og afvikle diverse kulturelle arrangementer.

Bogø Fyrs venner, hvis formål er at drive og vedligeholde Bogø Fyr, inkl. Udlejning til overnatning.

Bogø Lokalhistoriske Forening, hvis formål er at indsamle lokalhistoriske arkivalier og udgive et årsskrift.

Kernen i Ø-SKAT er altså den, at her støtter man et foreningsformål, der kommer os alle til gavn – så husk at ”betale din Ø-SKAT med glæde”.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.