Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs flere kapitler her
_____________________________________
Kapitel XIX:
,,Den hvide Pige” var Bogøs største Mærkværdighed, og enhver fremmed, som gjæstede Øen, maatte hen og tage hende i Øjesyn. Men hidtil havde hendes Ry dog holdt sig inden for Øens snævre Grænser; nu skulde det blive anderledes, nu skulde hun inddrages i Poesien og hendes Navn bæres viden om.
Det var sidst i Maj 1814. Der var kommet Gjæster til Præstegaarden, to nye Gjæster, som ikke tidligere havde besøgt Bogø, og Præsten, Hr. Børge Pontoppidan, var hjærteglad; for det første var han stedse glad, naar han kunde vise sig som Vært, for han var en gjæstfri Mand, og særlig var han glad nu, da den ene Gjæst var hans kun et Par Aar yngre Ungdomsven, Lavrits Kruse, der alt i deres Ungdomsdage havde indskrevet sit Navn i den danske Literatur paa en hæderlig Maade og for to Aar siden var tildelt Titelen: Professor. Den anden Gjæst var en Kandidat Løve, en indfødt Kjøbenhavner, som ved sit Navn troede sig forpligtet til at give Løvepartiet over alt; han var paa sin første Udflugt uden for Kjøbenhavns Volde, og i sin opblæste Indbilskhed mente han ret at skulle duppere alle disse dumme Bønder i Provinserne.
Præstefamilien og dens Gjæster havde efter Middagsbordet taget Sæde i den lille, hyggelige Havestue. Havedøren stod aaben og ligesom indrammede et yndigt levende Maleri. Lige uden for Døren legede tre af Præstens Børn, den tiaarige Marie med den fireaarige Hans Peter og den kun to Aar gamle Frode. Bag dem skraanede Haven jævnt nedad, hvad ikke var saa heldigt for den som Have, da Hældningen vendte mod Nord, men i Billedet gjorde den ypperlig Virkning. Saa laa den græsdækkede Mark uden for med Køer, Faar og Heste og ligeledes skraanede helt ned til, hvor den brede Indvig af Smaalandshavet eller Vordingborgbugten gaar over i Ulfsund. Her glede Baade og Skibe forbi med deres solskinnende hvide Sejl, og Søens mørkeblaa Flade bar ligesom gyngende Lilleø lige ud for Døren, med Spidsen af Tærø skimtedes til Højre og Farø lige netop kunde opdages til Venstre. Bag Søen med dens Liv laa saa Sjælland med sine mægtige Skove lige ned til Vandet og de blaanende Toppe af Kulsbjærgene bag dem.
I Stuen sad Præsten og Kruse i Sofaen lige for Døren glædede sig ved Landskabet og ved Ungdomsminder. Nær Præsten sad hans Hustru Marie, Biskop Jansens Datter, og vuggede stille deres yngste Barn, den kun to Maaneder gamle Dines. Hr. Løve sad ved den anden Side nær Professoren, som havde Præstens sexaarige Frederikke paa sit Knæ, den dejligste lille Lysalf, man kunde tænke sig i et Hus. Digteren betragtede den lille, og det var, som om Glæden over det Skjønne for Øjet og de rige Minder for Tanken blev overgaaet af hans Glæde ved at se ind i de klare Barneøjne.
,,Du er nok Husets stille Alf”, sagde han og lod Haanden glide hen over det tillidsfulde Barns hvide, bløde Haar.
,,Jeg vilde kalde hende Solglimtet i Huset”, bemærkede Hr. Løve.
,,Jeg kunde fristes til det samme, hvis jeg ikke havde forsvoret nogen Sinde at kalde nogen for Sol, siden jeg en Dag fik en varm Lussing, fordi jeg kaldte en dejlig, fin Kvinde saa”, lo Kruse.
,,Hvorledes det?” spurgte Præstefruen.
,,Fortæl! Fortæl!” opfordrede Præsten.
,,Gjærne!” svarede hans Gjæst. ,,Du mindes jo vel Peter Andreas Hejbergs Hustru, Sine Buntzen, der nu er gift med Gyllembourg-Ehrensværd, og hendes gifte Søster Lise. I Lises Hjem ved Nyhavn sad jeg med hendes treaarige Søn paa Skjødet, der er opkaldt efter den landsforviste Onkel med hans fulde Navn, og samtalede med Fru Gyllembourg, som jeg i Talens Løb kaldte ,,en Sol i sit Hjem”. Da rejste den lille Hejberg sig paa mit Knæ og udbryder harmfuldt: ,,Da du talle min Tante Sine en So!” og, klask! Giver han mig et Ørefigen, saa min Kind blev brændende rød. Siden den Tid nævner jeg aldrig nogen Kvinde ,,Sol”, ikke engang den lille Lysalf her”.
Man smilede ad den lille, djærve Damernes Ridder paa tre Aar. Saa maatte Gjæsterne meddele lidt om deres Besøg paa Møns Klint, hvorfra de netop vare komne her over.
,,Der hviler noget hemmelighedsfuldt over Klinten med de dybe Kløfter og de mumlende Vandfald, de hviskende Skove paa det hvide Fjelds Toppe og den larmende Sø, der kaster Skum hen over de graa Sten ved Foden”, sagde Professoren med et digterisk Blik. ,,Jeg havde Følelsen af, at der laa Skatte skjulte bag den hvidskinnende Væg eller i den dunkle Kløft, men at der hørte en ren Haand til at hæve den, og det endda vilde være et Spørgsmål, om de vilde skabe Lykke, hvis de droges frem og kom i urene Hænder. Der foresvævede mig et Væsen, hvis Sjæl og Liv stod i Pagt med hele denne Natur og som den bar sin tavse Hemmelighed, men jeg har endnu ikke ret kunnet fange og forme den. Det maa blive en Personliggjørelse af Naturen der”.
,,Det vilde blive en dansk ,,Undine” svarende til Baron Frederik de la Motte Fouques”, sagde Løve.
,,Aa ja, maaske det har forsvævet mig ubevist”, indrømmede Digteren, ,,dog gik mine Tanker mere i Retning af Ludvig Tiecks ,,den blonde Ekbert”; men jeg haaber at have Originalitet nok til at skabe noget selvstændigt og ikke synke ned til at være Efterligner”.
,,Den haandgribelige Skikkelse, som du mangler, kan du maaske finde her paa Øen, hvis du ønsker at drage Virkeligheden med til Hjælp ind i dit Digterværk”, sagde Hr. Pontoppidan.
,,Det gjør den sande Digter stedse”, paastod Lavrits Kruse. ,,Han lader Virkeligheden spejle sig i hans Digtersjæl og maler saa det romantiske idealiserende Billed af den, som der fremvoxer”.
Præsten fortalte nu sine Gjæster Ane Kjelings Historie, noget forvansket og usikker, som han og Øens Folk jo kun til Dels kjendte den, og en Time senere kjørte hele Selskabet ud til Bondegaarden for at se den hvide Pige.
De bleve gjæstfrit modtaget og ført ind i Stuen, hvor Ane strikkende sad paa sin vante Plads ved Ovnen. Aarene havde taget stærkt paa hende, men endnu holdt hun sig rank; kun Hovedet ludede lidt for over. Haaret var graanet og traadet frem i sin rige Fylde, da Hætten hang ned over Ryggen; det gav hende et ærværdigt Udseende. Alderen havde ikke ladet hendes Ansigt uberørt; dog bar det endnu Spor af hendes Ungdoms Skjønhed. Dragten var gulnet noget, som det let sker med Uldtøj, naar det er vasket flere Gange; derhos var den slidt saa meget, at Ærmerne kun naaede til Albuen, Nederdelen til Knæet. Paa Fødderne havde hun langskaftede, hvide Uldstrømper og fladbundede Træsko. Med skjæve, mistroiske Sideblik iagttog hun de fremmede, naar hun troede sig ubemærket af dem, sad ellers med Øjnene hæftede paa Strikketøjet og mumlede vredt men sagte.
Johanne vilde strax lave lidt Mad i Stand og sætte frem for Gjæsterne, og medens dette blev gjort, førte Rasmus Bonde Herrerne ud i sin Have, som han var meget stolt af, da han i den dyrkede flere fremmede Blomster, hvis Frø han havde bragt hjem fra sine Rejser til fremmede Lande. Hr. Løve følte sig i sit Es; han søgte stadig at lade sin Vittighed spille og vilde rigtig slaa sig til Ridder paa denne uvidende Mand, der ikke alene var Bonde, men ogsaa hed Bonde; men den vidfarne, fordums Matros lurede ham Hensigten af og lod ham trække det korteste Straa. De fremmede saa hans kraftige Planter af Hanekamme og Rævehaler i Blomsterbedene.
,,Hanekamme! Rævehaler!” udbrød Hr. Løve forbavset. ,,Det er da aldrig muligt! Saadanne kan da vel aldrig voxe op af Jorden?”
,,Jo, det gjør de rigtig nok”, erklærede Rasmus Bonde alvorlig. ,,Vor Pastor saa dem da selv i Fjor i min Faders Have i Nyby”, henvendte han til denne.
,,Det er sikkert nok og aldeles vist”, bevidnede Præsten leende, ,,og jeg har aldrig hos nogen Hane set større og rødere Hanekam end de, her voxede frem af Jorden”.
,,Aa ja, aa ja, det kan maaske nok siges”, indrømmede Rasmus sindigt, som var det ikke hans Sag at binde en Nar noget paa Ærmet eller støtte Praleri; ,,men til Gjengjæld maa man tilstaa, at Rævehalerne faldt noget smaa ud og ikke var nær saa store som den, Mikkel løber om med i Skoven. Man kunde ikke bruge dem som hans til Støvkost”.
,,Men de pynter dog godt i Høstkronen”, sagde Præsten og fjærnede sig noget med Professor Kruse for at udpege ham det Sted, hvor den Skov havde staaet, der havde betalt omtrent hele Øen. Hr. Løve og Rasmus bleve ene tilbage, og nu faldt deres Tale paa den stadig Tørke og trykkende Varme, og Kandidaten rev en ny Vits af sig, der skulde falde paa Bondens Regning.
,,Det kan endnu blive godt”, bemærkede Rasmus Bonde da med et lunt Smil til ham, ,,naar vi bare ikke havde den rædsomme Nattefrost; den ødelægger os meget”.
,,Saa! Gjør den!” sagde Løve og spidsede Øren.
,,Det gjør den rigtig nok”, fortsatte Skjælmen helt alvorlig. ,,Jeg kjøbte for tre Uger siden to Pund Pattegrisefrø der over i Stubbekjøbing og saaede det, og de Smaakræ vare allerede kommen op med Halerne og svirrede lystigt med dem; saa kommer denne forbistrede Nattefrost, og de gaar alle ud igjen”.
,,Hanekamme, Rævehaler og Pattegrise! Mærkværdigt!” sagde Kjøbenhavneren noget tvivlende; ,,men Nattefrost paa denne Tid af Aaret; det synes umuligt”.
,,Ak jo”, forsikrede Rasmus Bonde troskyldigt, ,,den plages man paa en saadan lavtliggende aaben Ø med hele Aaret igjennem, medens de derimod havde det varmt og godt inden for Kjøbenhavns lune Volde. Det kommer her fra den megen Is helt rundt i Søen, der om Vinteren er bundfrossen og vel aldrig tør helt op; men om Dagen kan Kulden jo ikke stige op fra Bunden for Solen, og saa kommer den om Natten”.
,,Ja, det er forstaaeligt”, sagde den kloge, studerende Person og gik hen til de andre Herre for udkramme sin nyerhvervede Visdom og lønnes af deres Latter. Han prøvede ikke mere paa at slaa sig til Ridder paa Rasmus Bonde.
Medens Mandfolkene vare ude i Haven, stod Præstefruen inde i Stuen i Samtale med den ud og ind haltende Johanne og nær Ane. Denne fik fat paa hendes Kjole, der mindede hende om Karens og Katrines Dragt ved Niels Klovs Bryllupsgilde.
,,Fint! Fin Brudepige! Vil nok være Anes Brudepige!” mumlede hun og lod med Velbehag Haanden glide ned over det fine Stof.
Nu kom Herrerne ind, og Bordet blev dækket; men da Ane saa dette rejste hun sig vred, tog sin Stok frem bag Kakkelovnen og gik i den anden Stue, hvorfra hun gjennem den aabne Dør saa ind til det dækkede Bord og af Harme trampede i Gulvet med de fladbundede Træsko. Snart vendte hun dog tilbage, stiv og knejsende og mere lig et Karlefolk end et Kvindfolk i sin sælsomme Dragt, og med vredt Blik indtog hun igjen sin Plads ved Ovnen og drog Hætten op over Haaret.
Medens Johanne var ude at klare Kaffen, hvilken Drik hun stedse greb Lejligheden til at lave, da det var hendes Ynglingsdrik, men Rasmus ikke gjærne saa den i Huset udenfor slig særlig Anledning, maatte Rasmus ogsaa et Øjeblik fjærne sig for at give Karlen en Besked. Men aldrig saa saare var Ane ene med de fremmede, før hun atter greb sin Stok bag Ovnen og rejste sig, slog et haardt Slag i Bordet, just som Hr. Løve strakte Haanden ud for at tage noget Brød, og flyttede i en Hast alt fra Bordet og op paa Hylderne, der løb hen under Loftet langs begge Sider af Loftbjælkerne. Gjæsterne lo, og Rasmus Bonde kom ind i dette samme og fik atter Maden ned paa Bordet, medens Ane brummende trak sig tilbage og nu endog sendte ,,Store Niels” vrede Blikke.
Snart efter kjørte Præstens Vogn igjen bort med Gjæsterne.
,,Din hvide Pige duer ikke, som hun er”, sagde Professor Kruse til Præsten, ,,men du skal dog have Tak for at have vist mig hende; idealiseret vil hun kunne blive en romantisk Personlighed, og hun har afhjulpet mit Savn; jeg bruger hende og kalder min Fortælling om Møns Klint efter hende: ,,Den hvide Pige”. Hvad hedder hun egentlig?”
,,Ane Kjeling”, var Svaret.
,,Ane! Det er for prosaisk! Men Anna Kjeling, det kan gaa”, og under denne Form optegnede han strax Navnet, ,,skjønt jeg hellere kaldte hende Elhilde. Hvad hed Faderen?”
,,Det var Anders Kjeling”, svarede Præsten.
Ogsaa dette Navn optegnedes.
Den følgende Jul bragte paa Gyldendals Forlag en lille Bog i Duodez med Titlen: Fortælling af Professor Lavrits Kruse; den indeholdt to Fortællinger; ,,Den hvide Pige” og ,,Anna-Capri”. Den første skulle være Anes Historie, men havde Forfatteren efter sine Ord i Præstegaarden ladet Virkeligheden spejle sig i hans Digtersjæl, saa havde han rigtig nok malet den i et saa romantisk og idealiseret Billede, at det virkelige helt bortdunstede; kun Anes Navn stod tilbage og det i en forvasket Skiggelse. Men Fortællingen var godt skrevet for sin Tid og vandt Bifald; spørg din Bedstemoder ad, og hun vil sige dig, at det var en af de dejligste Fortællinger, hun læste som ung Pige, og Ane, ,,den hvide Pige”, var indført i Literaturen.
Den Sommer, Professor Kruse saa Ane, var den sidste, i hvilken hun mægtede at gaa den ugentlige Gang til Graven. Med det følgende Efteraar kom en Afkræftelse over hende uden egentlig Sygdom, Alderen gjorde sig gjældende; hun nødsagedes til at holde sig hjemme ved Gaarden, men her syslede hun om som sædvane. Det var, som om Mindet om Povl døde hen, eller hun i det mindste rolig havde opgivet Haabet om hans Kommen. Harmen over den Forurettelse, der var vist mod hendes Ungdomskjærlighed, syntes ogsaa mere bortdød, og alt som hendes Legeme mere sank sammen mod Jorden, hævedes hendes Sjæl stærkere i Længsel mod Himmelen.
En enkel Gang syntes Tanken om Povl at være vaagnet igjen; det var i Aaret 1817. Flokene vare ude at meje Sæden; Ane gik ud fra Gaarden til den modsatte Side mod det Krat, der viste, hvor Vesterskoven tidligere havde staaet. Hun saa Krattet og Søen om det, strøg sig hen over Panden gjentagne Gange, som vaagnede Sjælen, og hun vilde drage gamle Minder mere levende frem for den; saa ilede hun, saa meget hun nu kunde, hen til den fordums Skov og ned til Strandbredden. Her gik hun da lidt om som i gamle Dage i Østerskoven, men blev snart træt og satte sig paa en Stor Sten. Tankerne væltede frem hos hende med de gamle Minder; især kom levende for den Stund, da hun forbandede Faderen. Pludselig syntes hun at se hele sit Liv i et fra hin Dag og se, at Forbandelsen havde ramt hende selv, som bar hun den. Hun forfærdedes, sank ned ved Stenen og græd, som havde Stenen et Hjærte, det gjaldt om at røre. Rædselen steg højere og højere hos hende; hun syntes sig selv et Spøgelse, der efter alle andres Død var dømt til at vandre om her som en Skygge, evigt eller i det mindste saa længe, til hun havde taget Forbandelsen bort fra Faderen og derved fra sig selv, havde tilgivet ham og lært at bede for ham; men – det mægtede hun dog ikke at bøje sig til endnu. Hun længtes efter at hvile i Jorden hos Moderen, men ikke nær Faderen, nej, langt, langt borte fra Faderen. Halvt vild og med taarevædet Ansigt rejste hun sig søgte hjem, men kunde ikke finde Vejen og fo`r mere og mere vildfarende om. Endelig slap hun bort fra Stranden, ud af Krattet og nærmede sig en Gaard, men det var ikke Hjemmet. Det var imidlertid Kjelinggaarden, og her stod hendes Søsterdatter Margrethe i Døren; hun opdagede den gamle og ilede hende i Møde, men det kostede megen Anstrengelse at berolige hende og faa hende til bare et eneste Øjeblik at overskride Gaardens Tærskel. Saa fik Margrethe i Hast lidt Tøj paa og førte Mosteren tilbage til Bondegaarden. Fra denne Dag forlod Ane aldrig denne, og de Tanker og Følelser, der havde gjennemfaret hende ved Stranden og i Krattet, arbejdede Dag efter Dag i hendes Sjæl, mildnede den noget, men mægtede endnu ikke at bøje den og kunde ej heller uddrive Begjærligheds og Mistænksomheds Djævelen, som var kommen til Huse der. Under Kampen sank Legemet endnu mere sammen.
Blandt de fremmede, Pastor Pontoppidan førte til ,,den hvide Pige”, var ogsaa Professor Jens Hansen Smidt, Præst i Moseby, hvor han anlagde den sjældne, udmærkede Have. Han saa hende sidste Gang i September 1821, læste Sjælens Bitterhed i hendes gamle, nu mandsagtige Aasyn, hendes skarpe alvorlige Blik, saa hende staa i Døren med en Kniv i Haanden, mumlede og knurrende over hans og fleres Nærværelse, men uden Fare for nogen trods det skarpe Vaaben, som hun aldrig tænkte at bruge mod dem. Saa gik hun hen ved Ovnen, greb op paa Hylden langs Loftbjælken, hvor hendes Mad hver Dag hensattes, saa hun kunde tage den, naar hun lystede, blottede sit Hoved og spiste uden Hensyn til de fremmede, kun skjævende vredt til dem. Professor Smidt var Digter som Lavrits Kruse, vandt hans Frembringelser end ikke samme Bifald som dennes, og han blev den anden, der skrev om Ane; men han refererede kort og tørt hendes Historie og holdt sig strængt til Virkeligheden og Sandheden, saa vidt det var ham muligt, indsneg der sig end desuagtet nogle smaa Unøjagtigheder. Skitsen optog ni Sider i ,,Hesperus”, 5te Bind.
Pastor Pontoppidan gav selv en kort Meddelelse om Anes Liv, usikker som han kjendte det; det optoges paa et Par Sider i 2det Bind af Præsten Johan Paludans ,,Beskrivelse over Møn”, gik senere over i ,,Mønbeskrivelse”, udgivet af J. Jensen i Stege, og i P. Rhodes ,,Samlinger til Lolland og Falsters Historie”, udgivet af I. I. F. Friis, 2det Bind, her berigtiget og suppleret ved Meddelelser fra Kirkesanger Sidenius paa Bogø. Det er alt, hvad der hidtil er trykt om ,,den hvide Pige”; forvansket forsætlig ved en fri, romantisk Behandling eller ofte usikker og fejlagtig, intet omhandlende hendes sidste Leveaar, intet om hendes Sjælekamp i disse, hendes Sejre over Forbandelsen, der var gledet over paa hende selv, hendes Fred i Dødens Stund.
_____________________________________
Kapitel XX:
Ane holdt stedse mere og mere af Rasmus Bonde, hendes ,,Store Niels”, hvis rige Godmodighed og Hjærtens Mildhed ledte ham til at behandle hende paa rette Maade, behandle hende som et stort Barn. Han gik fuldstændigt ind paa hendes Tankegang og lod hende faa Følelsen af at være en vigtig Personlighed paa Gaarden, ingen taalt, men den egentlig raadende og ejende. Altid havde han et venligt Ord til hende, og forlod han Gaarden, tog han venlig Afsked med hende.
,,Ja, Ane!” sagde han da gjærne, selv om det kun var for faa Timer, han gik, ,,jeg stoler helt paa dig, saa alt kan gaa vel, til jeg kommer igjen”.
,,Gaa kun du, Store Niels! Jeg bliver og skal passe alt”, svarede hun da med Sikkerhed i Stemmen.
Hun saa nu ogsaa nøje efter alt, hvad der skete under hans Fraværelse, og gav ham vidtløftig Meddelelse om det ved Hjemkomsten. Men dette smagte ikke altid de andre paa Gaarden, skjønt Rasmus Bonde som oftes lo ad hendes Meddelelser.
Ane fastholdt ogsaa sin Kjærlighed til hendes Søsterdatter Margrethes to Døtre Ane Dorthea og Maren Kirstine, selv efter at de vare traadte ud af Barnealderen.
,,Moders Børn! Velsignelsens Børn!” mumlede hun fornøjet, naar hun saa dem nærme sig, og hun vilde gjærne have dem ved sin Side. Saa tog hun undertiden fat i deres grønne Skjørt og saa fornøjet paa det, medens hun fortalte: ,,Saadant Skjørt har jeg ogsaa haft; saa fin har jeg ogsaa været. Det var i mine unge Dage, da han var her”.
Kjærest vare de unge Piger hende i deres Skolealder, naar de vilde sidde hos hende og lære deres Lektier. Saa sagde hun Salmerne med dem og bad dem synge for hende, sang sagte med.
,,Du skal synge for mig:
Fire Fjælle er min Pragt,
hvor udi jeg bliver lagt
med et Lagen og lidt mer;
ejer ikke saa en Fjer”,
hed det da gjærne til Slutningen, og medens Børnene sang, mindedes Ane sin Moders Dødsstund og sendte Længselsblikke hen mod Kirken, om de sad ude.
Men kom Børnene, naar ,,Store Niels” var borte og havde sat Ane paa sin indbildte Plads som Gaardens Styrer, lod hun lige saa lidt dem som nogen anden kom til at røre ved noget. Saaledes kjørte Rasmus Bonde og Johanne en Dag til Gilde; men Johanne skaffede sig først en Samtale med Ane Dorthea, som den Gang var en femten-sexten Aar.
,,Vi kjører bort i Dag”, sagde Johanne, ,,og naar vi er kjørte, kan du saa ikke liste hen til os og brænde mig et Par Pund Kaffebønder, som jeg har liggende i den øverste Dragkisteskuffe i Stuen. For du ved nok, at Rasmus ikke holder saa meget af vor Drikken Kaffe, derfor vil jeg ikke brænde dem, medens han er hjemme og kan lugte det; men i Dag er der god Lejlighed, og du slipper nok til rette med Moster. Du er jo hendes Øjesten”.
Ane Dorthea lovede det; men Moster Ane var ikke til at komme til rette med paa den Maade. Den unge Pige mødte paa Gaarden, og alt gik godt, til hun i et Øjeblik, hun troede ubemærket, vilde tage Kaffebønnerne frem; da kom ,,den hvide Pige” farende med sin Stok, drev hende fra Dragkisten og slap hende ikke fra sin Side, indtil Ane Dorthea endelig maatte opgive Forsøget og forlade Gaarden.
Strax efter Professor Smidths sidste Besøg paa Bogø blev Præsten Pontoppidan forflyttet til Møn, og Hr. Otto Rafn blev hans Efterfølger. Denne fik snart en varm Interesse for ,,den hvide Pige” og regnede det som sin Pligt at gjøre alt muligt for at føre hendes Sjæl til Fred og Hvile i Guds Kjærligheds Havn. Da han hørte om hendes stille og alvorlige, huslige Andagt, troede han det fra Begyndelsen at være en let Sag; men han kom snart til Erkendelsen af, at her var et meget vanskeligt Arbejde at udføre, allerede vanskeligt at faa fat paa. De første Aar gik, det ene efter det andet, uden at han kom Ane nærmere eller endog kun blev velvilligt taalt af hende, uagtet han viste sig som en stadig Gjæst paa Gaarden. Først da han havde forberedt baade Ane Dorthea og Maren Kirstine til Konfirmationen og endelig i December 1827 viet den første til daværende Møllersvend Kristen Thomsen, var det, som om Ane lagde Mærke til hans stadige Besøg og til sidst længtes efter ham, naar han lod vente for længe paa sig. Præsten glædedes herved, men han gik forsigtig frem og henvendte ikke Talen til Ane, som han fejlagtig havde gjort det i de første Aar; men han talte med Rasmus Bonde om det, han vilde have talt med hende om, og sagde ham alt, hvad han vilde have sagt hende, og med Glæde mærkede han og Rasmus Bonde, der var i Ledtog med, at Ane lyttede begjærligt til hans Ord og overtænkte dem.
,,Det lader sig aldrig nægte”, sagde Rasmus Bonde en gang i Samtalens løb en Efteraarsdag 1828, ,,at Herrens Ord: ,,Jeg vil hjemsøge Fædrenes Synd paa Børnene indtil tredje og fjerde Led”, tit træder saa haandgribeligt frem, at Kjendsgjerningen ikke lader sig afvise; det se vi desværre her i Huset. Ja, Straffen kan endog springe over paa den, som betvivler den og derved kalder Forbandelsen over paa sig selv; det se vi med Anders Kat”.
,,Der har du en fejl Mening, Rasmus, om du i Menneskers særlige Ulykke vil læse Bevis for deres særlige Syndeskyld eller deres Fædres”, svarede Præsten. ,,Det vil Herren selv oplyse dig om i Lukas 13de i Begyndelsen og Johannes 9,3. Men ser nogen alligevel saadan paa Sagen, som det var en Revselse, han vinde af den Retfærdigheds salige Frugt efter Hebræernes 12, 11-13, at Guds Gjerninger skulle blive aabenbarede ogsaa paa ham. Derhos nævnte du et uhyggeligt Ord: Forbandelsen. Knytter du til det Ord den Tro, at et Menneske kan lægge Forbandelse paa et andet, og Gud gjøre sig til slig Formasteligheds Fuldbyrder, saa fatter du ikke Gud og hans Kjærlighed. Den, som vover at forbande nogen, lader Gud selv bære Forbandelsen, lader den falde tilbage paa ham, lade den nage i hans Indre, som Guds Forbandelse nagede i Kain, saa han aldrig finder Ro for Sjælen eller fanger Glædens Solglans, saa længe han ikke ved at vende Forbandelsen til Velsignelse”.
Ane bævede og sank sammen; ja, saaledes var det, nu indrømmede hun det: hendes Forbandelse, udslynget mod Faderen, havde ramt hende selv.
,,Se ikke paa en Slægts legemlige Udartning”, vedblev Præsten, ,,som Disciplene saa paa den blindfødte, at du absolut deri vil finde en Straf for særlig Synd hos Slægten selv eller dens Fædre. Den naturlige Aarsag ligger ofte nær, saa nær, at man ligesom maa falde over den. Saaledes er det en Kjendsgjerning, at for nært Slægtskab mellem Ægtefolk ofte fremvirker vanføre og idiotiske Børn; derfor træffes ofte saadanne paa smaa Øer, hvor Slægtskabet bliver snævert og indviklet, hvor der Sjældent podes frisk Blod ind, hvor der, om jeg maa sige, er Mangel paa Krydsning af Raserne. Se, det er den naturlige Aarsag her”.
Ane havde ikke hørt denne sidste Udtalelse; hun sad endnu i Kamp med Præstens første. Pludselig rejste hun sig, skred hen til Bordet og stod som sønderknust for de to Mænd.
,,Præst! Hvad er det største i Verden?” spurgte hun; det var første Gang hun henvendte et Ord til Præsten.
,,Kjærlighed, Ane!” svarede Præsten glad. ,,Kjærlighed, naar den havner i sit Udspring. I Kjærlighed har al Verden sin Rod, thi Gud skabte den i sin Kjærlighed! Al Kjærligheden i Verden har sit Udspring fra Gud, og naar den søger hjem til ham, søger den til sin Kilde, thi Gud er Kjærlighed, og da er den det største i Verden”.
,,Vil Gud da lade et helt Livs Kjærlighed gaa til Spilde?” spurgte Ane videre. ,,Vil Gud lade Forbandelsen hvile over den og knuse den?”
,,Nej, Ane! Aldrig, om han kun kan kjende Kjærligheden som sit Barn”, svarede Præsten; ,,om han kan se, at det ikke kun er Egenkjærlighed, der vil kæmpe mod ham og falskeligen tilegner sig hans Kjærligheds Navn. Men den ægte Kjærlighed, der er hans Barn, beviser sin ægte Art ved i alt at bøje sig under Styrelse, hans Vilje og beder: ,,Ske din Vilje!” Den ægte Kjærlighed elsker ikke kun enkelte af hans Børn, men dem alle og beder for dem alle, idet den beder ikke ,,min Fader”, men ,,vor Fader”; den handler efter Herrens Bud, Matth. 5, 44: ,,Elsker eders Fjender, velsigner dem, som eder forbande, gjøre dem godt, som eder hade, og beder for dem, som gjøre eder Skade og forfølge eder”. Se, Ane! Er dit Livs Kjærlighed af den Art, saa skal Herren ogsaa knæsætte den som sit eget Barn og signe den, saa du i din sidste haarde Stund skal føle hans Velsignelse aande hen over dig”.
Præsten vidste godt, hvad han sagde; han havde hørt Sagnet om, at hun havde forbandet Faderen og i Had skjændet hans Hvilested, brudt hans Gravfred, ikke kunnet bede sit Fadervor til Ende.
Ane bøjede Hovedet, trak sig tilbage til Stolen og sank sammen paa den med foldede Hænder, medens Taare fulgte Taare over de rynkede Kinder.
Haarde vare de tre Maaneder, der endnu efter denne Dag bleve skjænkede den næsten niti-fem Aar gamle Kvinde; det gjaldt jo om at faa et helt modsat Syn paa Livet og forvandle Forbandelsen til Velsignelse. Sjælen synes endnu at eje eller udkæmpe sig den gamle Kraft, og det var vanskeligt for den at bøje sig, men Legemet gav tabt strax, og det meste af denne sidste Tid tilbragtes i Sengen. Præsten kom ofte til den Kæmpende, støttede hende og ledte hende frem i det rette Spor og han havde ikke alene Glæden, at Ane villig, ja glad talte med ham, men den endnu større, at hun ved Juletid mægtede at kaste alt sit eget til Side og som et hjælpeløst Barn kastede sig i Guds Kjærligheds Favn og vente alt af hans Naade. Saa laa hun endnu tre Uger hen, ordknap som ellers i tidligere Tid, men med et lyst Blik og saa mild og kjærlig, at alle hendes Omgivelser undres. Da havde hele hendes Liv tabt sine Disharmonier for hende og opløst sig i den skjønneste Harmoni, og hendes Aand syntes saa klar som nogen Sinde.
Lørdag den 17de Januar 1829 var Præsten endnu en Gang hos hende, trods det, at den noget umilde Vinter lagde ikke saa faa Hindringer i Vejen for Samfærdselen. Tilfreds forlod han Gaarden efter en Times Forløb, og Rasmus Bonde og Johanne saa sammen til Ane og dvælede lidt ved hendes Seng.
,,Jeg vil sove”, sagde hun og vendte sig mod Væggen, bad sit Fadervor, som naar hun bad den til Aftenbønd, og bad hjærteligst den Bøn, hun en Gang ikke havde kunnet bede: ,,Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere”.
Johanne dækkede bedre over hende, og hun og Rasmus nærmede sig alt Døren for af forsvinde, da vendte hun atter Hovedet om mod dem.
,,Læg mig kun op hos Fader”, sagde hun, ,,hos Fader som hos Moder. Saa Godnat i Jesu Navn!”
Hun indtog atter sin Stilling og sov ind. Da Johanne senere paa Dagen saa til hende, laa hun i samme Stilling; men Hjærtet stod stille, Sjælen var samlet med Faders og Moders i den evige Kjærligheds Skjød.
Næste Lørdag jordedes hun, men det lod nu, som om selve Naturen vilde lægge Hindringer i Vejen for, at hendes Støv skulde Hvile. Store Snemasser spærrede Vejen; at de vare gjennem brudte Aftenen før, hjalp ikke, thi Nat og Dag rasede Uvejret og væltede ny Snemasser ned. Med Skovl i Haand satte Toget sig i Gang fra Gaarden, og kun Skridt for Skridt gik der frem under stadigt Arbejde, medens Sneen piskede Mennesker og Dyr om Ørerne. Endelig naaede man Kirkegaarden, og Ane sattes ned mellem Faderen og Moderen, der laa til Højre for Porten, tæt inden for denne i tredje Række. ,,Den hvide Pige” havde fanget Ro og sov under det hvide Lagen, der dækkede tæt over hende.
-------------------------------------------
Vor Fortælling er endt, og vi kunne nedlægge Pennen her; dog endnu et Par Ord om den efterlevende Slægt.
Johanne var den, som fulgte nærmest efter ,,den hvide Pige” i Graven, og Rasmus Bonde giftede sig paa ny. Men han glemte ikke Johannes Slægt, og Ellen, der døde 15de December 1845, levede i sit lille Hus i Byen til sin sidste Dag mest af hans Understøttelse. I det hele taget var Rasmus Bonde til sin Dødsdag kjendt og elsket for sin store Godgjørenhed; hans vanføre Børn med Johanne døde i spæd Alder, og hans andet Giftemaal gav ingen, men taknemmelige Plejebørn bevare hans Minde i Kjærlighed og overgive det til deres Børn; han døde 19de Marts 1874.
Ane havde kaldt Margrethe og hendes to yngste Døtre ,,Moders Børn”, Velsignelsens Børn”. De to sidstnævnte, Ane Dorthea og Maren Kirstine. Lever endnu (1883).
Ane Dorthea lever hos Sønnen Hans Thomsen, der har overtaget sin Fædrendegaard nær Skoven, han er Bogøs største Mand, bogstavelig talt. Den yngste Søn, Johannes, der i 12Aar har faret som Styrmand, er ligeledes Gaardmand paa Øen og giver ikke Broderen noget efter i Kraft og Udvikling, og den ældste Søn, Ole, der fra at have været Skibsfører nu er Bryggeriejer i Jylland, gjør det lige saa lidt; de tre Sønner veje tilsammen mindst to Skippund og et Lispund.
Kom med ind i den gjæstfri Gaard, hvor du finder Ane Dorthea siddende syvti-sex Aar gammel i Lænestolen ved Ovnen, som ,,den hvide Pige” sad hos Rasmus Bonde, men med et hjærtensmildt Blik og med et mod Herren taknemmeligt Aasyn, og du vil glædes ved, hvad du ser. Du vil glædes ved at se den Kjærlighed og Stolthed, hvormed hun betragter sin ,,Dreng”, Husets Kæmpemæssigt udviklede Herre, som med et sælsomt, ydmygt-god-modigt og ærbødigt-glad, ja stolt, sønligt Blik møder Moders Øje. Du vil glædes ved den Ømhed, og Haab, der taler af den gamles Aasyn, naar hendes Blik følger den vakre Svigerdatter fra Møn eller de to Børnebørn raske Smaapiger, som du paa grund af deres Udvikling dømmer til at være mindst aar ældre, end de virkelige ere. Du deler maaske Præsten Otto Rafns Mening, at Anes Forbandelse ad Faderen aldrig ramte Slægten, men kun hende selv, og at Ulykken indtil tredje Led havde sin naturlige aarsag; men du kan ikke, ved hvad du ser, undgaa at faa Tro til, at Anes Velsignelse over den gudfrygtige Moder og over ,,Moderens Børn” har naaet frem for Guds Trone og faaet sin Bekræftelse af ham, saa han i den nulevende og kommende Slægt vil vidne paa ny, han evig og altid er den Kjærlighedens Gud, ,,som gjør Miskundhed mod tusind Led, mod dem, som elsker ham”.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA
|